|
Jeg har 140 dejlige får og deres lam. Lidt forskellige af racer - og krydsninger - hver med deres særlige egenskaber. Men alle med det tilfælles, at de giver godt kød. Og det bliver endnu bedre af de naturpåvirkninger, mine får og lam får hele året fra den palet af urter og græsser fra det barske landskab i Nationalpark Thy, men allermest betyder den menneskelige omsorg. ..... Derfor er det daglige mål her i Thy Lam at se glade og tilfredse dyr - allerhelst hoppe højt op i luften sprudlende af livsglæde!
Mange kokke og slagtermestre mener nok, at dette med race og foder giver kødet en ekstra kvalitet. Jeg er selv af den opfattelse, at det drejer sig om noget helt andet - kort fortalt omsorg og måske endda kærlighed? Det er faktisk sådan, at dyrene har følelser som os mennesker - det kan man nok ikke håndtere i industri-landbrug - eller hvad mener du???
140 får svarer til mængden af får på herregårdene her i Thy førhen, men er nu i 2009 faktisk bare - tro det eller ej - ca. 1/10 af en "normal" størrelse for de industrilandbrug, der desværre præger vores landbrugsproduktion.
Mine får og lam nyder som os mennesker godt af naturen i Thy. Vesterhavet, Stenbjerg og Nationalpark Thy ligger 15 km fra vores gård, og her græsser dyrene fra foråret til sen efterår.De plejer lyngen og den natur, der er her. bliver påvirket af saltet fra Vesterhavet og nyder godt af den brede variation af forskellige græsser og urter i deres foder. Også deres vinterfoder stammer fra især fra områder i Nationalpark Thy.
Jeg har 2 hyrdehunde (border colllie). De er meget dejlige og kloge dyr. De hjælper mig med at holde styr på fårene - især når jeg skal samle dem - f.eks. når det skal flyttes til nye naturarealer eller hjem for vinteren.

|